Browsing Tag:

Primer

GUIDE | Sådan får du en holdbar og flot festivalmakeup

Posted in Guide

Festivalmakeup GuideSommeren er endelig over os (ikke at det kan ses på vejret) og det betyder for mange, at det er tid til festivaler. Den første for mit vedkommende starter i dag, nemlig Northside. Derfor tænkte jeg, at det var oplagt at komme med en guide til at få en holdbar og flot festivalmakeup – og her hentyder jeg til en makeup, som faktisk er realitisk på en festival, hvor man enten skal klare sig med få produkter eller overleve regnvejr. Der er lidt langt til Coachella-viben, når man kigger ud af vinduet i dag. Desværre.

REKLAME // indlægget indeholder affiliate links

Festivalmakeup Guide

GUIDE til flot og holdbar festivalmakeup

Det kan godt være at jeg er ene om det, men for det meste ønsker jeg bare en makeup som holder sig pæn hele dagen, uden at jeg rigtig skal gøre noget for det. Det vil sige en god base, som jeg ved holder, en smule sjov og ellers naturlig makeup. For hvem gider bruge alt for lang tid på at stå og touche up, når der er så meget andet man skal se og høre?

Skab en god, holdbar base for makeuppen – og glem ikke din solbeskyttelse!

Den gode base er alt for mig. Det er den der sørger for, at min foundation lægger sig pænt, bliver hvor den skal og får den til at holde hele dagen. Jeg vil starte med at bruge den nye Pudderdåserne.dk ALT I EN BESKYTTELSE, som er en let farvet dagcreme med SPF i. Det er enormt vigtigt at huske at beskytte huden, når man er ude en hel dag (og ja, jeg er heller ikke verdensmester i det, desværre). Det fine er at den giver fugt, SPF og en smule farve. Udover den vil jeg nok bruge en primer, som hjælper med at holde godt fat på min foundation og hjælpe med at skjule ujævnheder i min hud – her er NARS Smooth & Protect Primer et fantastisk bud.

Ovenpå vil jeg bruge en foundation, som jeg kender og stoler på. Til sådan et langt arrangement kan jeg godt lide en forholdsvis mat foundation (så en god gennemfugtet base er nødvendigt!). Og jeg vil bruge enten Revlon Colorstay Foundation eller Estée Lauder Double Wear Foundation – begge to favoritter i min samling. Jeg vil også anbefale en god matterende pudder som f.eks. Rimmel Stay Matte, som man kan tage med sig rundt i løbet af dagen. Især hvis der bliver varmt, kan der måske blive brug for at mattere sit ansigt yderligere.

Husk, at du er på festival og giv plads til lidt ekstra i din makeup!

Jeg vil helt sikkert gå efter en forholdsvis naturlig makeup, som jeg skal gøre mindst muligt for at holde. Men hvis du for eksempel elsker vilde farver på læberne, er det et godt sted at den ekstra gas. Det er sådan jeg har det med glitter – og derfor tænker jeg at lave lidt kreative ting med netop det. Hvad enten det er en glitrende eyeliner eller lidt ekstra glitter på kindbenene – der skal være plads til at være lidt ekstra kreativ, især når man er på festival. Jeg tænker at bruge mine favoritter fra Urban Decay Heavy Metal Eyeliners, som kommer i de fedeste farver og er virkelig lette at bruge. Men glem ikke basen under enten din øjenskygge eller læbestift – vi skal jo helst have det til at holde så længe som muligt.

Tænk også på, at makeuppen godt må kunne holde til mere. Så har du vandfaste makeupprodukter, er det et godt tidspunkt at bruge dem på. Det er aldrig sjovt at rende rundt med pandaøjne, fordi der kom en lille regnbyge.

Jeg har også taget Yves Rocher Monoi De Tahiti Tørolie med her – fordi det er en olie, som giver dig en guld-glitrende effekt hvor end du smører den henne. Hvor lækkert er det ikke lige på en solskinsdag at have en lækker glow? Men glem nu ikke solbeskyttelse til resten af kroppen også!

Den afsluttende finish, som hjælper med en lang holdbarhed

Når man skal være ude hele dagen og ønsker det meste af sin makeup, må man ikke glemme sin setting spray. Urban Decay All Nighter Setting Spray er en klassisker, som virkelig forlænger makeuppens holdbarhed. Når jeg bruger den, kan min makeup nærmest holde til alt – inklusiv regn. Et andet rigtig godt bud er også Coola Makeup Setting Spray, som udover at forlænge makeuppens holdbarhed, også giver ekstra SPF beskyttelse.

Festivalmakeup Guide

LÆS OGSÅ: GUIDE | Perfekt makeup – selvom din hud er tør

Jeg håber I kunne bruge min råd til noget – det er i hvert fald dem jeg selv har tænkt mig at følge slavisk de næste tre dage til Northside. Og selvom vejret på ingen måde tegner på at blive godt, håber jeg at os der skal afsted stadig får en god festival. Har I nogle festivaler I skal afsted på i år? Og har I tænkt over makeuppen? 


Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg bloggen på de sociale medier!

FØLG BLOGGEN PÅ
Bloglovin’ | Facebook | Instagram

9. juni 2017
/

GUIDE | Perfekt makeup – selvom din hud er tør

Posted in Guide

Guide - få den perfekte makeup selv med tør hud med hjælp fra blandt andet Pixi, Smashbox, Revlon og NARSNår I læser med her på bloggen, har I nok ikke kunne undgå at høre lidt om alle mine problemer med tør hud. Jeg prøver næsten nye produkter hver måned, som forhåbentlig kan hjælpe mig af med min alt for tørre pande og generelt sarte hud. Men i dag skal det ikke handle om hudpleje – det skal i stedet handle om hvordan jeg får en perfekt makeup, selvom min hud er lidt tør og stram i det. Det kan nemlig godt være lidt af en kamp. En kamp, som mange af jer derude med tør hud nok kender til!

Så læs med, hvis du gerne vil se mine tips til at få en perfekt makeup, selvom huden måske ikke helt vil, som du vil!

Guide - få den perfekte makeup selv med tør hud med hjælp fra blandt andet Pixi, Smashbox, Revlon og NARS

Fugt, primere og den bedst mulige base

Jeg starter selvfølgelig altid med en forholdsvis nyfugtet hud – og her skal man bruge den fugtighedscreme, der fungerer bedst for en selv. Lige nu er jeg vild med Embryolisse Lait Creme Concentre og Dr. Jart Ceramidin Cream – de sætter sig hurtigt og er derfor gode at arbejde med under makeup.

Dernæst kommer en god primer i spil! Jeg bruger Pixi Hydrating Milky Mist som en god fugtbooster og så ellers en god primer. Her kan jeg kun anbefale Smashbox Photo Finish Primer Oilsom er en ren olie og perfekt til tør hud. Den gør dog ikke så meget ved makeuppens holdbarhed. Så udover den her bruger jeg også min favorit NARS Smooth & Protect Primer

Foundations og concealere til perfekt makeup på tør hud

Når man skal gå efter foundations og concealere, er det vigtigt at man går efter nogen til tør hud. En foundation med alt for mat finish og tung dækkeevne kan ikke undgå at se alt for “kaget” ud på tør hud. Derfor bruger jeg til hverdag en meget let foundation som f.eks. L’oreal True Match Lumi Cushion Foundation og Bourjois Healthy Mix Foundation. Det er begge foundations med en let dækkeevne, men de fungerer perfekt til tør hud og sætter sig rigtig flot. Er jeg på jagt efter mere dækkeevne bruger jeg Revlon Colorstay Foundation Normal/Dry Skin, som giver en smuk finish, dækker godt og ikke “kager” op på huden.

Når det kommer til concealere, er den nye NARS Soft Matte Complete Concealer min kæmpe favorit. Den fungerer så godt til hverdag og duppes let under øjnene og på urenheder. Jeg er så forelsket! Men ellers er en klassiker som Urban Decay Naked Skin Concealer altid god til tør hud!

Jeg vil desuden altid anbefale at bruge en beautyblender – i hvert fald til at blende ud med til sidst. Det hjælper med at fjerne det ekstra produkt, hvis man har brugt en smule for meget. Desuden vil den fugtige svamp give lidt ekstra glød til huden.

Guide - få perfekt makeup selv med tør hud med hjælp fra blandt andet Pixi, Smashbox, Revlon og NARS

Sætte makeuppen med pudder og setting sprays

Når man har lagt den perfekte foundation og concealer – så skal man jo sætte den, så man er sikker på den bliver der hele dagen. Her er det lidt svært, fordi pudder på tør hud godt kan være en dårlig kombination. Dog har jeg allerede nu meget gode erfaringer med RCMA No-Color Powder, som virker super godt til tør hud. Desuden er Hourglass Ambient Lighting Powder fantastiske til tør hud – hvad enten det er for en naturlig glød all-over eller som highlighter.

Jeg sætter min makeup med Pixi Glow Mistsom giver en smuk glød og samtidig giver lidt fugt og næring. Faktisk kan jeg også godt finde på at bruge den her mellem lagene af makeup. Alt det for at undgå at makeuppen bliver “kaget”. Den og MAC Fix+ er faste produkter i min rutine!

Guide - få perfekt makeup selv med tør hud med hjælp fra blandt andet Pixi, Smashbox, Revlon og NARS

Nu skulle du meget gerne have en smuk hud og en perfekt makeup uden tegn på alt for tør hud. Det kan selvfølgelig godt være svært at undgå  det helt – og nogle gange er min pande så slem, at man stadig godt kan se lidt tørre flager. Men det er på ingen måde særlig slemt i forhold til mængden af makeup, jeg har brugt. Desuden anbefaler jeg altid, at man bruger en god fugtmaske dagen eller natten inde. Det ved jeg i hvert fald selv, at jeg skal bruge før en række events i denne uge.
Og så kan vi jo glæde os til det skønne forår, varme temperaturer og hud, som stopper med at være vintertrist.

Kunne du lide dagens indlæg? Så følg bloggen på de sociale medier!
FØLG BLOGGEN PÅ
Bloglovin’ | Facebook | Instagram

Indlægget indeholder affiliate links!

28. marts 2017
/

5 FAVORITTER TIL UNDER 100 KR

Posted in Guide

5 Favoritter til under 100 kr Loreal Nivea After Shave Balm Rimmel NYX

Efter mit indlæg i søndags, hvor det gik op for mig, at alt mit makeup er uhyrligt dyrt, besluttede jeg mig for at det næsten ikke kunne være mere passende end at vise 5 favoritter til under 100 kr. For alt behøves naturligvis ikke være i 300-400 kroners prisklassen, for der findes faktisk en masse rigtig gode produkter i den langt billigere ende. Så her kommer min guide til de fem bedste, jeg har prøvet!

L’oreal Brow Artist Plumper, 89,95 kr.

Dette er et af de faste produkter i min øjenbrynsrutine. Det er en brow gel med en smule farve – du kan vælge mellem to i Matas, som sætter brynene rigtig fint efter man har fyldt dem ud. Børsten er dejligt lille, så du kan komme ordentligt til og få alle hårene med. Jeg bruger den også nogle gange alene, hvis jeg ikke har ret meget makeup på, men gerne lige vil have lidt styr på mine øjenbryn.

Nivea Men After Shave Balm Sensitive, 79,95 kr.

Et ret hypet produkt i skønhedsverdenen er lige nu denne “primer”, som egentlig er en after shave til mænd. Men Nikkietutorials fandt ud af, at anden mest brugte ingrediens i denne er glycerin og hun fandt derfor ud af, at makeuppen nærmest klistrede sig fast til huden og ellers bare blev siddende hele dagen. Jeg synes det er genialt, da du får 100 ml for 80 kr., hvilket de færreste primere kan hamle op med. Den virker meget godt til at holde på makeuppen – men hvis du har brug for mere hjælp til forskellige hudproblemer, skal du nok kombinere den med en anden primer også.

LÆS MERE: DRUGSTORE HAUL | NYX, IsaDora og Maybelline

L’oreal Infallible Eyeshadow, 45 kr.

Disse øjenskygger fra L’oreal er nogle af de smukkeste overhovedet – men det gør mig bekymret, at jeg ikke kan finde dem på Matas’ hjemmeside. Jeg håber ikke de er ved at udgå. Linket er til en ebay side, hvor man stadig kan få fat i en del farver. Og disse farver er så skønne at arbejde med – det er nærmest et slags pressed pigment, hvor man får så meget farve ud af dem hvis man for eksempel arbejder med sin fingre. De er så smukke og jeg håber altså stadig de er til at få fat i herhjemme.

Rimmel Lasting 25 Finish Nude Foundation, 99 kr.

Denne foundation er FANTASTISK! Jeg har i så mange år ikke brugt Rimmel produkter, da jeg kun havde svage erindringer om deres produkter som teenager og det var intet specielt. Men de har virkelig nogle kvalitetsprodukter nu og denne foundation er noget af det bedste. Det er en medium dækkeevne, som glider så nemt på huden. For mig er der ingen forskel fra denne til mange af mine andre (dyrere) foundations. De har også en med rødt låg til dem som elsker full coverage. Og husk – de er enormt tit på tilbud i Matas til 75 kr. eller lignende.

NYX Soft Matte Lip Cream, 65 kr.

NYX er endelig landet fysisk i Danmark i flere Matas butikker og det er skønt. NYX er nemlig et virkelig godt mærke og især deres læbeprodukter er fantastiske. Og billige! Disse Soft Matte Lip Creams kommer i rigtig mange farver og er en slags flydende læbestift, som dog ikke tørrer så knastørt som mange af de andre ude på markedet. Det elsker jeg jo. Og så er prisen jo bare god. Jeg er også stor fan af deres Liquid Suede Lipsticks og Full Throttle Lipsticks.

LÆS MERE: Rimmel Apocalips Lip Laquer

5 Favoritter til under 100 kr Loreal Nivea After Shave Balm Rimmel NYX

Jeg håber, at I kan lide denne slags indlæg – især i modsætning til min ellers lidt dyre makeupvaner. Men i en makeupsamling skal der jo være plads til lidt af hvert og jeg er altid på jagt efter billigere makeup, som præstere lige så godt som det dyreste. Hvad er jeres favorit produkter i den billigere ende af skalaen?

FØLG BLOGGEN PÅ
Bloglovin’ | Facebook | Instagram

19. april 2016
/

Hvad er mit ansigt værd?!

Posted in Livsstil

Hvad er mit ansigt værd maybelline hourglass becca NARS cover fx make up for ever laura mercier danmark

Jeg er faldet over dette lidt sjove slags blogindlæg på nogle udenlandske blogs, hvor det i al sin simpelhed går ud på at finde ud af hvad er mit ansigt værd? Og den måde man finder ud af det på er at tage alle sine makeupprodukter, som man normalt vil finde i sin hverdagsrutine og så lægge priserne sammen. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver lidt af en øjenåbner. Læs med nedenunder, hvis I vil se mere til de skønne ovenstående produkter og vil vide hvor meget mit ansigt egentlig er værd.

Hvad er mit ansigt værd maybelline hourglass becca NARS cover fx make up for ever laura mercier danmark Hvad er mit ansigt værd maybelline hourglass becca NARS cover fx make up for ever laura mercier danmark

Lad os starte fra en ende af med basen…

Make Up For Ever Step 1 Smoothing Primer, 230 kr.

En god makeup starter med en god base. Og denne primer fra Make Up For Ever er klart en af mine favoritter, da den sørger godt for at smoothe huden ud, så den er så jævn som overhovedet muligt.

Chanel Vitalumiere Aqua Foundation, 320 kr.

En ældre foundation i min samling, som jeg aldrig har været rigtig god til at bruge den. Den er ret tynd og en smule vandet og har simpelthen ikke givet mig den dækning, som jeg bedst kan lide. Nu har jeg så fundet ud af at parre den sammen med min Cover FX Custom Drops og de to sammen er en fantastisk base med god dækning, men uden det bliver for mat.

Cover FX Custom Cover Drops, 330 kr.

Ja, som lige nævnt ovenover elsker jeg den her sammen med min Chanel Vitalumiere Aqua – faktisk elsker jeg den sammen med næsten alle mine foundations, da den her foundation med 2-3 dråber giver alle mine foundations fuld dækning. Det er virkelig et mirakel middel og så holder den jo enormt længe, da du kun bruger 2-3 dråber af gangen. Jeg er stor fan!

Urban Decay Naked Skin Concealer, 175 kr.

Denne concealer er hurtigt blevet en kendt klassiker og jeg er ligesom mange andre stor fan. Den har en god dækning, men den er let på huden og ser derfor super naturlig ud. Det store problem ved den er bare, at den er alt for populær, så det kan være svært at få fat i den, når man er løbet tør.

Laura Mercier Loose Translucent Setting Powder, 280 kr.

Et produkt, jeg er blevet så glad for er min Laura Mercier Setting Powder. Den er gennemsigtig – men uden at være hvid, så den giver ikke flashback, hvis man bliver fanget i en blitz. Samtidig holder den på concealeren hele dagen og de sidste par uger har jeg bemærket, at min concealer faktisk sidder fast langt længere tid end min foundation. Jeg burde måske bare sætte hele mit ansigt med denne skønne pudder?

Hourglass Ambient Lighting Bronzer i Luminous Bronze, 420 kr.

En bronzer, som jeg kan blive ved med at rose er den her. I kan læse mere om den lige her – men der er i hvert fald ingen tvivl om, at den høre til i den dyre ende. Den er dog så pigmenteret, at man skal bruge så lidt produkt af gangen, at den kommer til at holde længe. Og så er den bare utroligt blød og let at blende ud. Jeg er vild med Hourglass.

Benefit Watt’s Up Highlighter, 220 kr.

Denne creme highlighter er fantastisk – og selvom den er i cremeform, kan man sagtens bruge den både før og efter pudder. Den lægger heldigvis lige fantastisk hver gang og så har den en smuk champagne farve. I kan se et fint swatch af den lige her og se den i aktion på mit ansigt her.

Becca Shimmering Skin Perfector i Pearl, 320 kr.

Og efter jeg har puttet den smukke champagnefarvede cream highlighter på, elsker jeg at toppe den af med den her helt kolde highlighter fra Becca. Den er så smuk og hjælper til at cream highlighteren ikke bliver for varm på min hud. I kan se swatches af den lige her – hvor I også kan se resten af min Becca samling.

Nu kan vi kigge lidt på øjenmakeuppen, som heldigvis er meget simplere end mit ansigt…

Urban Decay Eyeshadow Primer Potion, 155 kr.

Når jeg lægger øjenskygge starter jeg altid med en eller anden form for base. Det kan både være concealer eller en øjenskygge primer. Men noget skal øjenskyggen altså holde fast i – og denne er en af mine absolut favoritter. Så hvis man har problemer med at få øjenskyggen til at holde, vil jeg klart anbefale denne.

Urban Decay Naked 2 Basics, 210 kr.

På en almindelig hverdag, kan jeg godt lide det hele meget stille og roligt. Og det gælder selvfølgelig også min øjenskygge, hvor denne palette er perfekt til et mat hverdagslook. Der er gode farver, som er lækre at blende ud og så kan man jo altid tilføre en glitterøjenskygge over hele øjenlåget, hvis man synes det mangler lidt. En anden god hverdagspalette kunne også være Too Faced Natural Eyes Palette.

Anastasia of Beverly Hills Brow Wiz, 140 kr. 

Mit absolut favorit øjenbrynsprodukt må være denne brow wiz. Den er let at arbejde med, giver et naturligt look og holder længe. Der er en god grund til, at dette mærke er kongen af øjenbrynsprodukter. Jeg har endnu ikke oplevet noget, som overhovedet kunne sammenlignes med denne.

Anastasia of Beverly Hills Clear Brow Gel, 149 kr.

Og til at sætte brynene med er denne brow gel fantastisk. Den er virkelig som lim til øjenbrynene. Så hvis man kender til det med at hårene tit vil en anden vej end man synes de skal, vil jeg klart anbefale denne. Jeg har den stadig i en rejsestørrelse og den har holdt i næsten et år. Må nok snart tage mig sammen og købe den i fuld størrelse inden jeg løber tør.

Maybelline Lash Sensational Waterproof Mascara, 115 kr.

Min absolut favorit mascara, som er den eneste der formår at holde mine vipper på plads hele dagen. Bare ærgerligt, at den er så svær at få af igen. Men sådan må man jo lide for skønheden en gang i mellem.

Og så mangler vi kun læberne, hvor jeg har gjort det ultra simpelt…

NARS Audacious Lipstick i Brigitte, 225 kr.

Her elsker jeg at bruge en helt simpel nude-farve eller en “my lips but better” farve. Brigitte er en smuk rødlig nude farve, som passer perfekt på mine læber. Desuden den første Audacious Lipstick jeg købte. Disse læbestifter er dyre, men til gengæld er kvaliteten i top og jeg vil sige, at disse er de absolut bedste læbestifter jeg ejer. De er pigmenterede, cremede og sidder så flot på læberne.

Hvad er mit ansigt værd maybelline hourglass becca NARS cover fx make up for ever laura mercier danmark

Så, nu kommer regnestykket. Og jeg er lidt bekymret – for jeg kan jo godt se, at der jo nærmest kun er dyre produkter i min rutine.

Og til regnestykket…..

3289 kr.

Hold da op, det var alligevel mere end jeg havde troet at der var produkter for. Men på den anden side må det være hvad jeg kan forvente, når jeg insistere på at bruge to dyre foundations og generelt holder mig til high end mærker. Men når man har makeuppen, skal den vel også bruges?

Jeg vil elske at se nogle af jeres Hvad er mit ansigt værd?, så hvis I allerede har lavet et indlæg eller laver et, så skriv endelig en kommentar nedenunder. Det er altid sjovt at tjekke ud. Især fordi næsten alle har forskellige produkter, som bare virker for en. Og inspiration kan man jo altid bruge – så skriv endelig.


FØLG BLOGGEN PÅ

Bloglovin’ | Facebook | Instagram

Indlægget indeholder affiliate links.

17. april 2016
/

FAVORITTERNE FRA NOVEMBER

Posted in New in (shopping)

november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_bloggerSå er november allerede gået – hold da op, går tiden ikke voldsomt stærkt? Jeg kan slet ikke følge med. Nu er det pludselig vinter og jul, men når man går på universitet er julen og vinteren generelt ikke det sjoveste tidspunkt, hvis man skal til diverse eksaminer. Og det er jeg så heldig at skulle i januar. Så min december kommer nok hovedsagligt til at bestå af at læse jura og gå på arbejde. Jubii.
Men nu handler det om novembers favoritter. Min makeup i denne måned har faktisk været utrolig kedelig – nogen gange har jeg slet ikke motivationen til at gøre noget ud af mig selv hver dag. Især ikke hvis jeg ikke skal se voldsomt mange mennesker. Men nogle favoritter er det alligevel blevet til!

november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_bloggerDisse to læbestifter kan jeg tage med i samtlige af mine favoritter! Det er MAC læbestifter i farverne Kinda Sexy og Jubilee. Kinda Sexy er lidt mere pigmenteret, men Jubilee er skøn at bruge, hvis man ikke ønsker læbestift looket, men blot lidt farve på læberne. Desuden er de jo begge så naturlige som det næsten er muligt.

Min yndlings bronzer i tiden er MAC Mineralize Skinfinish i Give Me Sun! Den har den her skønne finish, som mineralize skinfinish er kendt som. De er ikke helt matte, men de indeholder heller ikke glimmer, så de er bare super gode til at give en naturlig glød, som jeg elsker. Man skal dog bruge en let hånd, da den er meget pigmenteret og svagt orange.

november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_blogger
november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_bloggernovember_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_bloggerEn gammel favorit, jeg har genfundet, er MAC Paint Pot i Painterly (sikke mange MAC produkter i denne måned!). Den er genial at ligge under øjenskygger – den fungerer som en primer, men virker samtidig dækkende, så man kan få den der concealer effekt. Og jeg er klart tilhænger af denne og ikke i farven Soft Ochre, som jeg synes har en alt for gul undertone. Forstår ikke den er så populær?

En parfume, jeg er blevet utrolig vild med er Ellie Saab Le Parfum L’eau Couture, som er en lidt tungere duft end jeg er vant til. Jeg er selv helt vild med lette, blomster dufte som f.eks. Miss Dior Cherie. Denne er også stadig forholdsvis sød og blomster-agtig, men den er alligevel lidt tungere. Og det synes jeg egentlig er ret lækkert om vinteren, så har sørget for at ønske mig flere parfumer i samme stil i julegave. Det er altid godt at have lidt at vælge i mellem!

november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_blogger
november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_blogger november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_bloggerDer er en enkelt highlighter, jeg har genfundet kærligheden til. Den er fra Bobbi Brown og er en Shimmer Brick i Beige. Den er lidt mere varm og gylden end mange af mine andre highlightere, men hvis jeg bruger den med en let hånd og fokusere på de øverste farver, kan jeg sagtens bruge den som highlighter på min vinterlyse hud. Fantastisk farve og jeg elsker konsistensen på disse highlightere!

Til sidst er der en god gammel klassiker, nemlig NARS blush i Orgasm. Det er nok NARS’ mest kendte produkt og det er der en god grund til. Det er en perfekt pink/peach farve med en smule shimmer i. Når jeg har denne på, springer jeg oftest over highlighteren – så jeg ikke kommer til at ligne en diskokugle for meget. Men shimmeret i denne er smukt og forholdsvis naturligt. Og så holder NARS blushes bare så godt på huden – det er virkelig en ting, jeg ville ønske jeg havde nogle flere af.

november_beauty_makeup_favorit_dansk_danmark_blog_blogger
Det var november måneds favoritter. Skriv endelig en kommentar nedenunder, hvis I har noget I bare ikke kunne leve uden i sidste måned.

Følg med på
logo_b

3. december 2015
/
På denne hjemmeside anvendes der cookies for at sikre, at læserne får den bedst mulige oplevelse.